Årets Skjødser kåret ved Byfesten

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Anny og Verner Hansen er årets Skjødsere.

Blandt de indkomne indstillinger til årets Skjødser har vi i år valgt et par. Et par som har boet i Skjød et halvt hundrede år.

De har alle årene deltaget aktivt i byens liv. De har været med over alt, dilettant, bestyrelsesposter, kirkelivet, frivilligt arbejde og meget mere. Det er ikke et særsyn, at se dem hejse flagene ved gadekæret og genforeningsstenen. Det er heller ikke et særsyn at se dem med rive og hakkejern på byens offentlige arealer, de har nærmest ligget på knæ for byen.

De har trukket et stort læs i både Skjød borgerforening og Skjød Idrætsforening. De var særdeles aktive dengang det var muligt at holde en rigtig sportsfest med masser af håndbold med hold fra de omkringliggende byer.

Da forsamlingshuset fik nyt tag, kørte han i fast rutefart til genbrugspladsen med gammelt tag og isolering. Da huset her blev renoveret i 2010, var der ingen tvivl om, at hun var en del af rengøringsholdet. Hun har bagt mange kager til forsamlingshuset, ligesom hun også har været en del af et hold, der lavede mad til fællesspisning.

De er ikke helt unge mere, men deltager i alt hvad de kan overkomme, og det er ikke så lidt. Man ser dem stadig slæbe borde og stole ved byens arrangementer, og i flere år har de kørt fra hus til hus med Kirke og Sogn – Kirkebladet.

Nu nærmer vi os vel tidspunktet, hvor I har sat navne på Årets Skjødsere. Hvis ikke, kan jeg afsløre, at det er Anny og Verner Hansen. Anny og Verner, som har taget Skjød til sig, lige fra dag et, hvor de kom til Skjød og boede til leje over for gadekæret, men siden byggede hus på Skolebakken. De har om nogen været et stort aktiv for byen. Man går aldrig forgæves, hvis man beder om en hjælpende hånd.

Det er velfortjent, at I i år vinder prisen Årets Skjødser.

Der er lukket for kommentarer.