Byfest i Skjød 2013

Traditionen tro, er der fest i Skjød i juni måned. I år finder byfesten sted d. 22. juni.
Dagen starter med flaghejsning og morgensang ved Gadekæret, hvorefter menighedsrådet byder på gratis kaffe og rundstykker.

I år får vi ikke besøg af veteranbiler, som ellers var blevet en tradition i Skjød. Vi skal jo forny os, så fra kl. 9.30 er det den nye generation af transportmidler, der bliver præsenteret. Vil du vide, hvad det indebærer, så mød op ved Gadekæret.

Bydysten i år er også en nyhed. Hvert år konkurrerer Skjødhold om at vinde æren og håneretten det kommende år. Konkurrencen i år går ud på at bygge en sejlende enhed. Der vil blive 3 hold: et Nord- et Syd- og et Landshold.
De tilgængelige materialer skal fra kl. 10 forvandles til en tømmerflåde af en eller anden slags – og kl. 13 skal det så vise sig, hvilket hold, der har lavet den mest søstærke flåde, der samtidig også kan vinde konkurrencen. Alle regler, og hvad konkurrencen går ud på, kan man høre meget mere om til byfesten. Det skal nok blive en munter omgang og der er helt sikkert mange, der skal hjem og have tørt tøj på efter kampen. Sjovt skal det nok blive.

Jagtforeningen sælger frokost fra kl. 12 og til eftermiddagskaffen er vi alle med til at bestemme, hvem der skal vinde Den Gyldne Kagerulle. Tro mig – det er slet ikke så tosset at skulle smage på alle de dejlige kager.

Hele dagen er der mulighed for kanosejllads på Gadekæret og der er hoppeborg til børnene.

Dagen sluttes af med fællesspisning i forsamlingshuset, hvor temaet i år er: Kina. Menuen er Pekingsuppe og Kinesisk Buffet. Mød op og hyg dig med andre skjødsere i et kinesisk inspireret forsamlingshus. Husk tilmelding til spisningen.
I løbet af aftenen skal vi kåre Årets Skjødser 2013. Hvem mon vinder den flotte Skjødser-pokal i år? Jeg har hørt, at der er en del indstillinger til prisen i år, så det er rigtig spændende, hvem juryen udvælger.

På vegne af foreningerne i Skjød

Der er lukket for kommentarer.