En munter og hyggelig oplevelse

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Tirsdag aften gik de skotske musikere The McCalmans på scenen i Skjød Forsamlingshus. Det var skotternes sidste koncert i Skjød, da Ian McCalman stopper med at turnere. I december i år spiller de deres sidste koncert sammen i Skotland.

Koncerten i Skjød var – som sædvanlig – en munter og hyggelig oplevelse. Der var 123 tilhørere i salen og mange af dem kom langvejs fra. Der var et hold fra Ringsted, der havde taget turen over Fyn for at hente nogle venner og derefter køre til Skjød Forsamlingshus for at høre McCalmans. Og de havde – som os andre – en herlig aften.

Inden koncertens start tog vi forsamlingshusets nye projektor og lærred i brug og viste billeder fra de tidligere koncerter. Det morede Ian McCalman, Nick Keir og Stephen Quigg sig over, og Ian var meget glad for, at han ikke havde den samme bluse på som sidste år… hvorefter Nick og Stephen påstod, at det var de godt nok også!

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

I løbet af aftenen hørte vi de gode gamle kendinge, som mange af os efterhånden kan synge med på, men der var også nye numre. I en sang beskrev Ian McCalman, hvordan det havde været at turnere og stå på en scene i så mange år… hvert år beskrevet i 4 linier, påstod han. Og da de spillede og sang sangen “Leaving Denmark” var der ikke et øje tørt. Men selv om det naturligvis var lidt vemodigt, at det nu er slut med at fylde salen med McCalmans-fans, så var det en glad og sjov aften. De lune replikker fløj gennem luften, og de historier, de fortalte inden sangene, var bestemt ikke blevet kedeligere siden sidste år. Efter koncerten var der pølsebord og der blev solgt en del skotske øl.

Men nu er det altså Goodbye to The McCalmans – men hvem ved? Måske dukker Nick Keir og Stephen Quigg op scenen i Skjød Forsamlingshus på et tidspunkt… Man kan aldrig vide, hvad vi finder på i Skjød Forsamlingshus.

Og så til den alvorligere del af balladen: Når vi laver arrangementer i Skjød Forsamlingshus, er det jo for at tjene penge til huset – i går ingen undtagelse. Men med et overskud på 7.000 kr. er det med et smil på læben, man møder op i forsamlingshuset næste morgen for at rydde op og gøre rent.

Mette Johansen

Der er lukket for kommentarer.