Der var engang et lille bitte land, der var ganske særligt, for selv om det ikke var ret stort, var der plads til lidt af hvert. Der var plads til at være sammen, plads til at ønske og god plads til at drømme. Folkene i det lille bitte land var meget stolte over, hvor gode de var til at give plads og skabe rum, da det altid var noget besøgende lagde mærke til og roste dem meget for. Ja det blev ligefrem sådan, at det med at skabe plads og rumme selv de mest forunderlige idéer udviklede sig til at være den dyd, som man satte allerhøjst. Det var jo så dejligt at byde velkommen, og give gode naboer, tilrejsende og forbipasserende lov til, og mulighed for, at udfolde netop deres ønsker. Så blev de glade og fik lyst til at bringe deres drømme og ønsker med tilbage til deres egne lande. Derfor kaldte folkene det lille bitte land for Ønskelandet.

Når de gode naboer, tilrejsende og forbipasserende var rejst hjem, var det vigtigt, at folkene i det lille bitte land var dygtige til at rydde op igen, for de ville jo så gerne også give plads til de næste, der kom på besøg.

I Ønskelandet boede den meget dygtige mand Allan Schack Bas. Han var utrolig afholdt, fordi han var så god til at rydde op og rydde ud og gøre plads. Derfor kunne alle de andre folk i landet virkelig godt lide Allan Schack Bas og tilskyndede ham hele tiden til at blive ved med at gøre det, han jo var så god til.

Nogle gange kan det godt være rigtig hårdt bare at blive ved og ved med noget, også selv om man er god til det. Men Allan Schack Bas ville så nødig skuffe sine landsmænd. Han kunne også godt forstå, at hvis han ikke fik ryddet op og ryddet ud, jamen så ville de jo løbe tør for plads, når nu landet var så lille bitte.

Så Allan Schack Bas ryddede op og ryddede ud og gjorde plads. De andre folk bakkede op, og de bifaldt, og Allan ryddede op og ryddede ud, og der blev plads. Folkene tilskyndede og forventede, mens Allan fortsatte med at rydde op og rydde ud og pladsen voksede, og folket ville have mere, og de pålagde Allan at rydde op og rydde ud. Han masede på i en grad, så der til sidst ikke var andet i det lille bitte land end plads og rum, for i sin fortvivlede overtrætte iver, var Allan kommet til at rydde alt og alle op og ud og væk. Alle ønsker, alle drømme, alle huse, alle dyrene, ja selv alle folkene var røget med – det hele var væk. Nu var der plads i Ønskelandet, men pladsen var tom. Tilbage var kun Allan.

…

Tiden gik, og mens Allan blev ældre, voksede en by op rundt omkring Ønskelandet. Den opstod af resterne af alle de ønsker og drømme, som var blevet bragt til det lille bitte land fra nær og fjern. Det var en by med skov og bakker. Den fik et vidunderligt gadekær og en gammel smedje. Den fik et lille hyggeligt forsamlingshus og en legeplads, der puttede sig op af en af de skønne gamle gårde med mange længer, som lå så smukt i den lille by. Og den lille by, den ligger der den dag i dag.

Men inde midt i byen, er der en tomhed. Det er der, hvor Ønskelandet lå. I det store land, som den lille by ligger i, skal der snart være Kulturår, hvor alle de mange folk i det store land skal male, og danse og synge – og drømme og ønske. Men hvordan skal det dog gå, når Ønskelandet ligge øde hen? Derfor er der brug for at nogle af dem, der er allerbedst til at ønske og drømme, dem med de livligste knolde og gladeste stemmer, igen vil bringe ønsker og drømme til Ønskelandet.

Mange kloge folk har holdt mange lange og alvorlige møder, for at finde ud af, hvem det dog er, der har de livligste knolde og de gladeste stemmer. Hvem er det mon, som kan hjælpe med at bringe ønsker og drømme og glæde tilbage til Ønskelandet? Men de er tit så kloge og alvorlige, at de slet ikke kan regne det ud. Og det kan man jo godt forstå, for de gør det jo helt forkert. Drømme kan man ikke planlægge og regne ud, de opstår meget bedre, når man er glad, når man leger og når man er begejstret.

Heldigvis fik de kloge og alvorlige folk besøg af en gammel mand. Hans ansigt var lidt træt og trist, men det var som om der skinnede et nyt lys i hans øjne. Det var Allan. Gode gamle Allan Schack Bas, og han fortalte dem denne historie:

”Det var en mørk, mørk aften. Inde midt i Ønskelandets tomhed sad jeg og gruede. Hvordan var det dog gået til, at der slet ikke var mere tilbage. Og hvordan kunne det være, at jeg stadig væk efter alle disse lange år, ikke har kunnet regne ud, hvad man kan gøre ved det.

Pludselig hørte jeg en puslen, og så så jeg et uskyldigt barn. En dreng fortabt i sin leg. Uden tanke for den tunge tomhed, var han kommet til at tumle ind i Ønskelandet.

I den ene hånd havde han en lommelygte, og lyskeglen fra den spillede hen over det flade Ønskeland, hvor den spredte mørket og med sit skarpe lys skabte skygger. Først var det som hekse og dæmoner – som troldtøj på jagt efter uskyldige ofre, men i takt med drengens glade leg, blev skyggerne som dansende natsværmere blandt en hær af ildfluer.

I den anden hånd holdt drengen et lille rør, som han stak en plasticpind ned i. Jeg gik hen til ham for at advare ham om det tunge mørke og den fortvivlede tomhed i Ønskelandet. Idet jeg sagde det til ham løftede han pinden op af røret og pustede på den. Der svævede en smuk boble fra pinden, og han lyste på den med sin lygte. Den smukke boble brød lyskeglen og lyset flimrede hid og did ud over Ønskelandet. Drengen så det, og spurgte: ”Hvad mener du? Her er lyset jo i alle mulige farver” Og han havde ret – lygtens lys spillede ud fra boblen i alle mulige farver, som når solen skinner gennem vand. ”Her er da ikke tomt, ” sagde drengen ”Her er jo næsten som et brusende hav, nede under vandet, og om lidt tror jeg, der kommer skinnende fisk og hajer og havfruer.” Så sprang boblen. Jeg regnede med, at drengen ville blive ked af det, og skulle lige til at sige til ham, at der kunne han se, hvor håbløst det var, men i stedet for at fortvivle over den tabte undersøiske verden, blæste drengen bare en ny boble. Han var slet ikke ked af det, men lyste på ny med sin lomme lygte og udbrød begejstret. ”Se det er som at flyve over regnbuen, det er lige et sted for alfer og enhjørninge på jagt efter gyldne toner fra trompeter!” Og drengen havde ret, jeg så det selv med mine egne øjne, som pludselig ikke var så triste mere. Det gjorde ikke noget at boblerne sprang, vi blæste bare nogle nye og gennem dem spredte der sig de mest forunderlige verdener ud over Ønskelandet.”

Det kan godt være, at det er nogle meget alvorlige folk, der holder møder og prøver at regne ud, hvad man kan stille op med Ønskelandet, men de er også meget kloge. Da de havde hørt Allans historie, indså de, kløgtige som de er, at det jo er børnene, der har de livligste knolde og de gladeste stemmer. Derfor har de nu sendt bud til alle skolerne og alle børnehaverne omkring den lille by omkring Ønskelandet, og nu spørger de jer, om netop I – på en af årets mørkeste, måske en af årets koldeste og måske en af årets vådeste dage – vil hjælpe med at sprede sang og Drømme i Ønskelandet. For kan vi det, er det tydeligt for enhver, at drømmene og ønskerne kan skabe liv og glæder over alt.