Jeg vil fortælle en lille julehistorie om den nye lærers første juletræsfest for børnene i Sølvstenskole og mødet med en anden kultur i 1913. Historien er ganske sand.

Juletræ i Sølvstenskolen.

Den første jul blev der holdt juletræsfest i skolen. I flere år havde børnene i Sølvsten Skoledistrikt ikke haft fælles juletræ. Nu da de hurtigt skiftende vikarers tid er forbi, og læreren kune tage sin del af arbejdet både før og under festen, fandt beboerne, at børnene burde have juletræ i skolen.

Vi stillede så skolestuen og hele vores lejlighed på nær soveværelset til rådighed for børn og forældre. Et udvalg hvoraf jeg selvfølgelig var medlem tilrettelagde og afholdt festen. Da julelysene var brændt ned, tog børnene fat på dansen og de voksne satte sig til bordene for at spille kort. Kortspillet blev der ikke noget af. Aldrig var der blevet spillet kort om penge i vort hjem (det er heller aldrig senere sket) og mor og jeg kunne heller ikke få juletræ og kortspil til at rime sammen.

Jeg gik derfor ind i stuen, hvor spillet skulle foregå og sagde, at jeg nødigt ville have, at der blev spillet kort. Alle rejste sig straks fra bordene og jeg forstod, at jeg havde krænket dem dybt, – skolen var deres.

Bjarne havde fået en meget alvorlig mellemørebetændelse. Børnene i skoledistriktet havde mæslinger og vi turde ikke lade Bjarne med sin ørebetændelse være inde i stuerne sammen med de øvrige børn. Han var kun inde mens juletræet var tændt. Resten af aftenen var han sammen med Anna Timmermann ”indespærret” i soveværelset.

Der var lange borde og bænke sat ind i stuerne til at drikke kaffe ved. Disse lange borde blev, da de var afdugede, tumleplads for de mindste af børnene. Poderne kravlede op og ned og løb med deres ikke rene støvler hen af bordpladerne, og de løb fra stue til stue.

Da festen var endt, gav vi – mor og jeg- os til at vaske gulve, vægge og døre, vi kunne ikke tænke os at lade vore børn komme ind i stuerne, før disse var gjort ordentligt rene. Var det dumt gjort? Måske. Det blev kendt, hvordan vi havde ”muget ud ” efter gæsterne. Om man grinte af os, eller man harmedes på os, ved jeg ikke.

Dette er et lille uddrag fra den nye lærer ved Sølvstenskole Niels Emanuel Andersens livserindringer. Niels Emanuel Andersen var lærer og boede med sin familie i Sølvstenskole i perioden 1913-1941.

Ved en tilfældighed kom Søren og jeg i snak med barnebarnet til læreren Niels Emanuel Andersen. Han fortalte, at han havde farfarens Livserindring. Vi fik en kopi. I næste nummer af Skjød Tidende vil jeg fortælle lidt mere om dagbogen og hvordan vi fik kendskab til dette historiske og spændende skrift for os der bor i Sølvsten.

Hanne Wind-Larsen