Historie
Ifølge de tilgåede oplysninger startede Jagtforeningen i tyverne. Senere opstod Skjød-Lyngaa-Vinthen Jagtforening ved sammenslutning. Som stiftere var:
Købmand Peter Vestergaard, Skjød Købmandsforretning.
Gårdejer Martin Mogensen, ”Skovslund”.
Gårdejer i Skjød Mads Pedersen, ”Bondeslund”.
Gårdejer i Lyngaa Martin Severinsen, ”Brokholm” Brundt Mark.
Man vedtog love og bestemmelser vedrørende området bistået af overretssagfører A. D. L. Eriksen, Hammel.
Gennem de skiftende tider har man holdt traditionerne i hævd. Den årlige generalforsamling foregår stadig som dengang med en menu bestående af sild med små pillekartofler og smør, medisterpølse med flødestuvede kartofler samt kaffe og småkager. Eventuelt et spil kort eller almindeligt hyggeligt samvær.
De traditionelle fugleskydninger er altid blevet gennemført! Selv under krigen 1940–1945 afholdt man fugleskydning med luftbøsser! Tyskerne havde forbudt al slags skydning med salonrifler i Danmark.
Den flotte sølvkæde med mange indgraverede navne fra dengang taler sit tydelige sprog til os i dag. Førstnævnte fuglekonge er Anton Nielsen ”Damgården” (nu Bygaden 13). Senere fulgte Bent Bentsen, murermester, Kirkeskoven, Jens Bak ”Ahrensdal”, Christian Tandrup, Skjød Skole, Martin Mogensen, ”Skovslund” og Jens Jensen Hvass, smedemester, Skjød.
Senere er der kommet nye aktiviteter til i form af lerdueskydning, udflugter mm.
Til vores fugleskydninger lyder det sådan: ”ALLE medlemmer af foreningen – samt fast bosiddende i Skjød er velkomne til at deltage. Husk madkurven!”