Skjøds gådejagt
Har du lyst til en spændende gåtur ind i Skjøds historie? At hygge, løse gåder og mysterier? Så er gådejagten ‘Skjøds dybe rødder’ noget for dig!
En gådejagt er en sjov måde at lære byens historie og ophav på og samtidig have hyggelige og sjove timer sammen – Hvis du gerne vil se lidt mere om hvad en gådejagt er, forklarer denne lille video konceptet: https://www.facebook.com/hvemnu/videos/202267769549933
Skjøds gådejagt er opdelt i 3 delture. Den første tur går gennem skov og er den længste – ca. 2,8 km – her er det en god ide med godt fodtøj. De to næste ture er fortrinsvis i byen og tager ca 1 time i alt. Man kan tage turene på én dag, men hvis man vil, kan man sagtens fordele turene på 2 eller 3 dage. Vi vil dog anbefale at man tager dem i rækkefølge.
Det er bedst at være en gruppe på 4-6 personer – gerne både børn og voksne. Vær opmærksom på at gådejagten er lavet med udgangspunkt i børn fra ca 8 år, men derfor kan mindre børn stadig godt være med på turen, det er bare ikke sikkert de kan være med til at løse gåderne.
For at komme på gådejagten skal du have et gådejagtshæfte der guider dig til rute, gåder, historier, lege mm. Der er også en hjælpeside bagerst i hæftet, hvis I har problemer med at løse en gåde/ opgave. Vær obs på at der ingen afmærkninger er på selve ruten.
Hæftet kan du få ved at skrive til skjoedgaadejagt2025@gmail.com og skrive hvornår du gerne vil på gådejagt – eller ved at printe det via filerne herunder. Vær opmærksom på, at det er vigtigt at du printer især løsarkene i 1:1 og ikke tilpasser siderne til printeren, ellers bliver det svært at løse gåderne.
Gådejagten starter ved det lille træhus der står ved gadekæret. Når I er samlet der, kan I starte gådejagten ved at læse det første afsnit i gådejagtshæftet.
God tur!
Vh
SBIF v. projektgruppen Solveig Sandal Johnsen, Anne Mette Poulsen og Marguerite Johnsen