En kvik Quigg optrådte i Skjød Forsamlingshus

Fredag d. 27. september gæstede den skotske folkesanger Stephen Quigg Skjød Forsamlingshus, og det var en veloplagt skotte, der gik på scenen. Blandt publikum, var der flere af hans trofaste fans, der drager land og rige rundt for at opleve ham, og ifølge dem, havde de aldrig set ham optræde på den måde tidligere. Ingen var i tvivl om, at Stephen befandt sig godt i Skjød, og hyggede sig på vores lille scene.

OLYMPUS DIGITAL CAMERAHan har flere gange spillet i Skjød med skotske The McCalmans og sidste gang med Nick Keir, men denne gang optrådte han alene, hvilket han selv kommenterede på følgende måde: “De første gange jeg spillede her, var vi 3 på scenen, sidste gang var vi to og nu står jeg her alene – så næste gang: sæt en cd på”.
Charmerende og humoristisk fortalte han om sine sange og når han sang og spillede, kunne man høre de taktfaste tramp i gulvet fra publikum i salen.

Stephen er en fantastisk dygtig sanger og med hjælp fra guitar, banjo og bodhran gav han publikum en flot musikalsk oplevelse. Efter koncerten havde han tid til at sætte sig ned blandt publikum og hyggesnakke.

Skotsk folkemusik er go’ musik og når det er fremført at Stephen Quigg er det i topklasse.

Næste år har han lovet at komme igen, og der tager han sin kone med, den danske Pernille Quigg, der også er en dygtig folkesanger. Vi glæder os allerede.

Der er lukket for kommentarer.