Nick og Stephens koncert i Skjød Forsamlingshus
De to skotter Nick Keir og Stephen Quigg optrådte torsdag d. 17. marts i Skjød Forsamlingshus. Det var deres første offentlige optræden sammen som duo, og det klarede de til ug med kryds og slange.
De har i mange år været med i gruppen The McCalmans, der gav afskedskoncert i Skjød Forsamlingshus i efteråret 2010.
Allerede kl. 16 var Stephen i Skjød, klar til at varme op til aftenens koncert. En halv times tid senere dukkede Nick op. Han kom med bussen fra Hadsten, hvilket han fortalte om under koncerten. Det bakkede landskab på ruten blev indledningen til en af deres sange. Der var kun tilmeldt 38 personer til koncerten.
Det var bestyrelsen lidt kede af, for hvad ville skotterne sige til at optræde for sådan en lille flok. Men det viste sig, at de faktisk var glade for, at der ikke var flere i salen. Det gav dem en chance for at se, hvordan publikum reagerede på deres snak og sange.
Hele aftenen var der en rigtig varm og positiv stemning i salen. Mange kunne synge med på de kendte numre, men Nick og Stephen bød også på nyere ting. Koncerten var en blanding af deres optræden sammen, og der var flere solonumre, hvor de på skift forlod scenen og gav hinanden plads til at fremføre egne numre.
Stephens sang om den døende hval var imponerende fremført uden musikalsk ledsagelse – og der var helt stille i salen, da sangen sluttede. Og for første gang nogensinde spillede Nick offentligt på bodhran, et instrument, der ellers er Stephens speciale. De havde det sjovt sammen, de to skotter – ingen tvivl om det, og den stemning det gav, blev sendt ud i salen for fuld styrke.Det var en rigtig flot debutkoncert for de to skotske folkemusikere, og de folk, der havde købt billet til koncerten, blev en varm og dejlig oplevelse rigere.