Arrangementer
Landsbydag
Landsbydag er en af de faste aktiviteter der finder sted hvert år. Vi mødes til morgenbrød og arbejder rundt omkring i byen på at få ryddet op og sat i stand indtil frokost, som også nydes sammen i klubhuset.
Sankt Hans
Til Sankt Hans er det blevet tradition, at vi i samarbejde med menighedsrådet og sognepræst Anders Bonde holder friluftsgudstjeneste på Stadion med efterfølgende båltale af forskellige udefrakommende.
Der er selvfølgelig bål, også et børnebål til snobrød og skumfiduser, salg af pølser og kaffe og kage.
Byfest
I samarbejde med byens andre foreninger samt forsamlingshuset holder vi byfest hver sommer.
Et godt eksempel på at flere kræfter gør byens fest til en endnu sjovere og mere hyggelig dag for hele familien.
De faste indslag fra Borger- og Idrætsforeningen, som ”Den Gyldne Kagerulle” og ”Gadedysten”, er stadig på programmet, samt en masse nye. Bl.a. sørger vi for kanoer til sejlads i Gadekæret.
Børnenes Dag
I årenes løb har vi haft bugtalere, cirkus og indianertema, og legepladsen har endda været bordet af pirater. Der bliver sædvanligvis kåret den bedste udklædning.
Dagen er altid velbesøgt af byens børn og deres forældre og bedsteforældre.
Fiskekonkurrence
Fiskekonkurrence er noget helt nyt, som blev afprøvet sommeren 2009. Det blev en stor succes og er en oplagt mulighed for at nyde vores dejlige gadekær samt få en hyggelig dag med naboerne.
Juletræstænding
Den første søndag i advent tændes juletræet ved gadekæret. Det sker i forbindelse med julemarkedet i forsamlingshuset og den efterfølgende gudstjeneste i kirken.
Måske kommer julemanden forbi?
Andre aktiviteter
Idrætsdelen af foreningen består af håndbold, fodbold og mulighed for at spille badminton. Vi er også medlem af DGI.
Ud over de nævnte aktiviteter vil der løbende være forskellige tilbud. Vi har tidligere bl.a. haft førstehjælpskursus og nye forslag er altid velkomne. Så er der noget du har lyst til vi tager op, så kontakt endelig en fra bestyrelsen.
Vi glæder os meget til at se dig til vores næste arrangement.